Mange mennesker har en forvrænget forestilling om, at stress har noget at gøre med ydre faktorer. En forestilling om, at der skal justeres i det ydre, førend man vil kunne falde til ro.

Skrupforkert!

Det svarer til at give bilen skylden, velvidende at chaufføren var skide fuld.

Ja, det mener jeg. Og det får jeg formentlig ikke en Oscar for at udtale.

Men sagen er den, at det er vores eget ansvar at vi er stresset. Det er altså mit ansvar hvis jeg føler mig stresset. Ikke dit.

Og her er det godt at vide, at det KUN er det ubevidste der stresser os. Alt det skrammel vi har lagt låg på. Men det kan nu også være så rigeligt…

Alle disse gamle mønstre som styrer os, og som får os til at gøre det samme igen og igen og igen… – selvom det ikke føles rart.

Vi bliver ikke stresset af at løse problemer. Vi bliver stresset af, at løse de samme problemer om og om og om og om igen…

Vores reaktion på bestemte problemer, situationer eller mennesker er nemlig kun negative, fordi vi ikke magter at ændre vores indstilling, og derfor fortsat vil være ude af stand til at håndtere dét derude.

Indre, og grundig rengøring, er den eneste vej ud af vedvarende stress. Punktum. Men inden du bliver irriteret på mig, så læs lige denne her historie…

Ja, lade mig præsentere dig for en spændende fortælling.

Du skal møde Amygdala, Hypothalamus, Kortisol og Hippocampus.

Nogle uhyre kloge kirtler, som konstant knokler for at hjælpe dig – så lyt til dem!

Læs med her:

Usikkerhed og frygt udløser stressresponsen i Amygdala.

Kender du hende?

Amygdala er en klog lille og fin kirtel som passer på dig. Hun sørger for, at du opdager når noget er farligt. Men hvis hun ikke er faldet til ro siden sidste krise, kommer hun til at forveksle oplevelserne, fordi hun ikke kender til tid og sted.

Hun ved ikke, at du er blevet voksen.

Hun ved ikke hvad årstal det er.

Hun aner ikke hvad klokken er.

Hun ved bare, at det stadig er lidt farligt…

Hypothalamus kommer derefter på overarbejde, og kæmper for at holde dit system i balance. Hypothalamus sender nu besked til hr. Kortisol om at levere MERE ENERGI, sådan at du kan håndtere de faretruende hændelser omkring dig.

Der er jo tilsyneladende skide farligt omkring dig.

Hr. Kortisol bremser dit immunforsvar. Ligesom han også bremser din evne til at slappe af, og din evne til at lære.

Og for at det ikke skal være løgn, så bliver der også slukket for kontakten til din intuition. Det er der slet ikke brug for på slagmarken. Punktum.

Hr. Kortisol taler sit eget sprog, og styrer med hård hånd;

Hey gutter, så er det op på lakridserne, det her er en nødsituation! Lad være med at spilde tid på at bekæmpe bakterier. Glem alt om at bruge tid på fordøjelsen, det er der sgu ikke tid til!

Lad være med at spilde tid på at lære noget, eller skabe nye forbindelser! Stop alt nærvær, det er for farligt! Jeg vil have, at I koncentrerer jer fuldstændig om dette her problem!

Ovenstående reaktion er særdeles nyttig og livsvigtig, men kun som en kortsigtet foranstaltning.

På lang sigt bliver du syg. Din krop er slet ikke designet til konstant at være beredt. På forkant.  Eller på flugt fra chefen, kollegaen, partneren, naboen, ex´en. Ja, listen er lang, når vi ikke kan mærke vores egne grænser…

I hjernen påvirker hr. Kortisol især Hippocampus. Hippocampus er ligeledes en kirtel, og hun bliver bange for ham den hensynsløse hr. Kortisol, og tør slet ikke sige ord som disse;

Åhhh, jeg er ved at drukne i det her stof, hold venligst op med at pumpe mere ud. Jeg har fået nok!

Åhhh… ja, nu er hun rigtig dårlig. Og hun går kun yderligere i stykker. For uden ovenstående helbredende sætning, kommer din krop til at sidde fast i stressresponset. Det hele kører derud af, og kroppen tager skade, for til sidst at brænde sammen.

Vi skal have kære Amygdala til at slappe af igen!

Hun skal forstå at faren er drevet over.

Hvilket leder mig videre til en anden side af samme sag, nemlig Depressionen. Det er en velkendt talemåde, at man siger at man har fået en depression.

NEJ, en depression er ikke noget man får. Det er noget man udvikler.

Depression er et desperat og tavst skrig om hjælp.

Den lidende har netop været nødsaget til at undertrykke sine egne følelser og behov. Og det skal da give ballade.

Efterhånden mister man gradvist sig selv, hvorfor følelser som; håbløshed, uværdighed, skyld, skam bekymring og hjælpeløshed bliver altoverskyggende.

Det gør simpelthen så ondt.

Selve ordet Depression kommer fra latin, deprimo, og betyder ”jeg presser ned“, hvilket formentlig også er hvad du har gjort igennem længere tid.

De indre årsager har uvægerligt at gøre med dybtliggende uafklarede følelser og hændelser, som er blevet fortrængt og ”presset ned”, i et mislykkes forsøg på at holde dem på afstand.

Det er summen af indre uforløst materiale som pludselig får STRESS-BUSSEN til at gøre ud over kanten. Men det er ikke bussens skyld. Det er chaufførens ansvar.

Det er imidlertid meget individuelt om man føler sig stresset eller deprimeret. Også selvom det er to sider af samme sag. Vi oplever forskelligt, længere er den ikke. Mennesker er forskellige, og det som føles katastrofalt for den ene, opleves måske som ubetydeligt for den anden.

Men for pokker, man kan ikke ”presse noget ned”. Naturloven gør, at det altid dukker frem i en ny eller anden udgave. Alle vores minder ligger i det ubevidste, og forsvinder ikke ved at lægge låg. Tværtimod. For prøv lige at se her…

Det bevidste har begrænset arbejdskapacitet, og kan kun styre 1 til 3 hændelser ad gangen.

Det ubevidste, derimod, har udvidet arbejdskapacitet, og kan styre tusindvis af hændelser på en gang.

Og det er lige præcis derfor du IKKE kan helbrede dig selv ud af kriser og problemer. Det har dit bevidste sind simpelthen ikke kapacitet til.

Jeg gentager; når hjernen og hjertet er i konflikt, så vinder frygten. De hengemte minder SKAL forløses.

Helbredelsen består i at blive venner med dig selv. At acceptere din indre smerte og fortrængte hændelser og følelser.

Du skal lære, at indre glæde ikke skal være afhængig af ydre omstændigheder, men opstå i dit eget indre.

At du føler dig stresset, har intet at gøre med noget derude. Det er noget inden i dig.

At kigge i rygsækken og tømme fortidens tunge materiale, er tvingende nødvendigt, hvis du gerne vil generhverve pladsen i din egen krop.

Dette kan sjældent gøres på egen hånd, da man jo i sagens natur ingen erfaring her hermed. Ellers havde man jo gjort det for længst. Ingen ønsker at føle sig trist. Tung. Frustreret. Eller det der føles værre…

Du er nødt til at blive bevidst om, at du har brug for noget helt andet end det du plejer. Noget nyt. Noget inspirerende. Noget udviklende.

Det gode er, at der meget hurtigt ses en form for lettelse, når der endelig tages hånd om de gemte følelser. Så når alt kommer til alt, er det i virkeligheden en stor forløsning som skal til.

En forløsning af noget som har været ”presset ned” for længe. Du kan ikke holde det nede til evig tid, uanset hvor meget du anstrenger dig.

Er du klar til at indtage din plads?

Er du klar til at højne din bevidsthed én gang for alle?

Når tilbøjeligheden til at kæmpe, bekæmpe, dømme, undres og forhandle med kroppen skaller af, så sker det magiske som ingen begrænset forestilling nogensinde kan fatte.

Men tiden er forbi med navlepilleri. Det heler såret i navlen ikke af. Omvendt heler det heller ikke, ved at kigge væk.

Tiden er inde til heling på et langt mere selvkærligt plan. På en mere nærende basis.

Share This