Diagnoser er roden til alt ondt

Hvis en diagnose hjælper til behandling, hvorfor er det så et problem?

Det gør den heller ikke. Det ser bare sådan ud.

Spørgsmål til brevkassen:

Kære Camille – Jeg har fulgt med på sidelinjen i din brevkasse og der er så meget der giver mening. Tak for de mange gode og givende indlæg. Du siger ofte at børn spejler familiens dynamik. Hvad hvis man er en skilsmisse-familie? Og hvad tænker du om Autisme og ADD? Hvad er det mon for dynamikker der ligger bag? Kærligst “en mor”

Svar:

Skilsmisse er noget af det mest traumatiske et barn kan udsættes for. Det er meget, meget vigtigt at vide, og forstå. Det er alt afgørende at begge forældre samler op. Desværre er det sjældent tilfældet…

Der skal sædvanligvis et større terapeutisk arbejde til, for barnet, enten som barn eller senere som voksen, for at hele i dybden.

Og ja… og så er dine børn en del af det her diagnose-samfund. Der findes jo nærmest ikke et barn uden bogstaver i panden.

Personligt, har jeg aldrig været tilhænger af diagnoser til børn. Ej heller til voksne. Det kommer vel næppe bag på dig, tænker jeg. Her får du min version…

Du spørger hvad der er på spil – og dertil kan jeg kun sige, at der er mange ting på spil:

  • Gamle familiesår
  • Samfundets vægt på GØREN
  • Manglende forståelse for Krystalbørn
  • Plus deres egen agenda med at være her på jorden

Børn med diagnoser, er børn med noget stort på hjerte. Problemet er blot, at vi ikke fatter deres budskab, hvorfor det er bedre at få det til at stoppe.

Vi har opbygget en hel generation som vi synes “forstyrrer” os, og derfor forsøger vi at lamme forstyrrelsen med medicin. Desværre er det således, at hverken diagnoser eller medicin skaber RUM for nærvær og RUM for at LYTTE til de her børn.

Børn med diagnoser er sædvanligvis meget SANSEFØLENDE små væsener.

Det er børn som navigerer mere koncentreret fra deres hjertechakra, end hidtil set. Heraf ordet; Krystalbørn.

Det er altså ekstrem kærlige børn. Men når denne storslået kærlighed ikke mødes og favnes udefra, bliver man nødt til at “forskanse sig”, for ikke at gå helt i stykker. Det et DET disse børn gør.

Der har været en eksplosion af diagnoser indenfor de seneste år. Hvad vi ser af labels, er helt horribelt.

Men hvorfor er det et problem at få en diagnose?

Fordi man bliver sygelig gjort. Man er ikke syg, man er bare i en livssituation der er syg.
Når vi som samfund vægter GØREN langt højere end VÆREN, så skal det sgu da give ballade.

Når vi sætter en label på en lille dreng, med teksten; ADHD, fordi han måske opfører sig uhensigtsmæssigt i skolen, så er den kære dreng jo blot et symptom på noget der foregår i kulissen.

Så er han havnet i en kasse, hvor han vil få en begrundelse for sin adfærd, en undskyldning for sin adfærd, og han vil ikke lære ret meget af det, fordi omgivelserne vil begynde at rette sig ind efter det og sige, at han jo også har ADHD.

Men hvis en diagnose hjælper til behandling, hvorfor er det så et problem?

Det gør den heller ikke. Det ser bare sådan ud.

Vi symptombehandler i stedet for gøre noget ved vores livssituation. Det er et problem i vores samfund i dag, at vi ikke ser på, hvad der egentlig er galt. Vi ser ikke på, hvorfor familier mistrives og spørger ikke, hvordan vi kan hjælpe familier. Fordi det koster nærvær.

Personligt, har jeg en helt særlig kærlighed til og for børn. Hvorfor jeg netop også har jobbet steder med børn. Det smertede mig derfor også at være vidner til, hvordan man behandler børn på såkaldte Behandlingshjem. Pludselig en dag kunne jeg ikke mere. Sagde op, forlod stedet og kom aldrig tilbage…

Jeg mener, på ingen måde, at diagnoser afføder ro. Af den simple årsag, at en diagnose ikke er i stand til at hele mennesker på celleplan. Der eneste der heler er NÆRVÆR.

Nærvær, kærlighed og spiritualitet helt ind til benet… – DET heler.

Og så er der den høj-spirituelle vinkel:

– vi har alle hver vores agenda her på jorden. Også vores børn. Det er altså således, at deres sjæl har en plan med alt hvad der sker. Egoet forstår det ikke, det er jo bange – men sjælen har en fest, den nyder bare at lære.Og dømmer aldrig. Aldrig nogensinde…

Kære mor, husk du gør dit bedste. Det gør vi alle. Uden undtagelse. Alle forældre vil deres børn det bedste. Det er min overbevisning.

Og derfor, kære mor; hvor er det bare fint du rækker ud!

Knus Camille

Ingen symptomer, sygdomme eller skader, kan løses på det plan hvor det optræder. Vi er nødt til at stige til et højere niveau for at finde løsningen!

Ingen symptomer, sygdomme eller skader, kan løses på det plan hvor det optræder. Vi er nødt til at stige til et højere niveau for at finde løsningen!

BodyTranslation© translating symptoms to love – NYT HOLD HVERT ÅR!

Al heling af symptomer bliver aktiveret gennem kærlighed.

Således fungerer Metasundhed. Således oversætter man kroppens sprog. Således taler det spirituelle. Og således heler man.

Share via
Copy link
Powered by Social Snap