“… gået ned med stress”

Den sætning hører jeg ofte. Sammenbrud, mener mange. Sygdom, siger andre…

MEN JEG MENER IKKE VI GÅR NED.

Akkurat som jeg heller ikke mener vi bliver “ramt” af sygdom.

Denne her antagelse om, at livet er en lang perlerække af tilfældigheder, og at vi blot kan vente på at vores celler vender os ryggen.

Og hvad med Kræftens Bekæmpelse? Hele dette setup om at knække og bekæmpe er i min optik baseret på hårdt mod hårdt, og sådan mener jeg ikke vi heler og helbreder.

Det ordvalg vi vælger, kan ende med at koste os livet. Koste kassen.

Tanker er ikke toldfrie, de lander altid som energi.

Og kroppen skal nok fortælle hvor skoen trykker. Den er nemlig langt klogere end vores frygtbaseret sind, som propper alt i kasser…

Og hvem vil ikke blive syg, af at befinde sig i en kasse?

Frygt med frygt på.

Bange for at blive ramt.

Skræmt over, at være det næste offer i rækken af nådesløse tilfældigheder.

Der siges så mange fjendtlige ting om kroppen. Nedvurderende. Jeg oplever, at der ligger en kollektiv negativitet omkring “at gå ned med stress”. Gået ned med flaget.

Men jeg mener IKKE det er negativt!

Ja, du læste rigtigt…

Jeg mener faktisk IKKE vi går ned. 

Krise er et sundhedstegn. Der er nemlig alt for mange mennesker som går rundt og fornemmer at noget er galt, uden at gøre noget ved det.

Nej, vi går ikke ned med stress.

Vi går ind i os selv, og det er yderst selvkærligt.

Endelig er der hul igennem. Endelig kan vi mærke vores følelser. Vores grænse. Vores indre landskab. Vores hjerteslag.

Ja, det er en gave at genskabe kontakten til sig selv, efter lang tids fravær. Og det tænker jeg slet ikke kan stemples som værende “at gå ned”.

Det giver jo ingen mening.

Jo, det gør, når man lever i et samfund som er baseret på korte deadlines, målrettethed og jagten på at finde en strategi og løsning på livet.

Her er begreber som; at gå ned, blive ramt, knæk og bekæmpelse uundværlige talemåder.

MEN LIVET KAN IKKE LØSES.

LIVET SKAL MÆRKES.

Så kære smukke sjæl, vær stolt og glad over at du nu kan mærke dig selv igen. Det kræver mod og kærlighed i store doser, i en hverdag med 220 km/t og en tætpakket rygsæk.

Fedt, at du stoppede op, og nu igen kan mærke dine hjerteslag.

Og ved du hvad, hvis du stod ved siden af mig lige nu, ville jeg give dig en kæmpe krammer.

Næstekærlighed.

Ja, der er noget smukt i alt det vi ser. Det er bare ikke alle der ser det.

Sammenbrud eller gennembrud. Du vælger. Du bestemmer.

Solsiden op!

Blog

 

Den lille tolkning

Share This