På tossetur i dramatrekanten

Inde i dramatrekanten er vi alle ofrer – OGSÅ DIG!

Hører du?

Du drømmer sikket om en forandring du ikke kender. Du længes sandsynligvis efter et skift du ikke kan se. Men du tør ikke gå længere end til tørsten, for tænk, hvis du opdagede hvad der kan slukke den?

Sådan er det for mange mennesker.

Lad mig introducere dig for det dysfunktionelle rollespil. Det er meget enkelt, der findes kun 3 roller.

Redderen er moderen som tager overansvar. Redderen gør mere for andre, end for sig selv. De er altid lidt på overarbejde. Når vi ofrer os, ofrer vi os selv.

Offeret er barnet som tager underansvar. Offeret har sjældent penge nok. Eller tid nok. Eller plads nok. Det mangler generelt. Men vi mangler kun, når vi mangler kontakt til dele af os selv.

Bødlen er faderen som overgøre. Bødlen dømmer og vurderer i en uendelighed. Intet er sjældent godt nok. En underliggende og smertefuld vrede over ikke at blive set, gemmer sig her.

Indefra en dramatrekant vil der altid være nogen som ikke hjælper tilstrækkeligt, set med et offers øjne.

Indefra en dramatrekant vil der altid være nogen som ikke vil hjælpes tilstrækkelig, set med en redders øjne.

Indefra en dramatrekant vil der altid være nogen som ikke fatter en skid, set med en bøddels øjne.

Som du nok kan se, så er Dramatrekanten ikke at sammenligne med et SPAophold. Det er en dysfunktionel trekant. En trekant som er baseret på frygt fra fortiden. En trekant fyldt med traumer. Undertrykte følelser. Ubevidste, naturligvis.

Anstrengelser udsprang altså IKKE fra hjertet. Og årsagen skal findes i barndommen.

Måske opdagede man som barn, at det gav point når man var sød, ordentlig, venlig og velfriseret. Med andre ord; det gav minuspoint at være uartig.

Og hvem vil have minuspoint?

Ja, prøv selv at tænke tilbage på dine små år; var der tidspunkter i din barndom, hvor du spillede bestemte roller for at få dine forældres kærlighed, omsorg eller anerkendelse?

Dette er meget smertefuldt.

Og som voksen, holdes rollespillet i gang af en underliggende FØLELSE af frygt.

En dyb oplevelse af, at “noget” mangler, og for at få det, må man tilpasse sig, kæfte op eller bringe ro på settet.

Ofte ubevidst. Naturligvis.

Rollespillet bliver en måde at leve på, og udspiller sig udelukkende på baggrund af, at ingen af parterne udtrykker deres behov på en sund, klar og tydelig måde.

Parforholdet er sand guf for en dramatrekant. Dramatrekanten higer efter parforhold. De her parforhold som næppe har lagt vejen forbi det terapeutiske rum. Et parforhold uden autentisk kommunikation kan muligvis godt overleve, men ikke leve.

Husk på, at meget af det som fylder i jeres parforhold er ”gammelt materiale” fra barndommen. Hver part har ansvar for egne mønstre, egen adfærd og egen udvikling. Det kan aldrig blive partnerens ansvar.

Tøm derfor din egen rygsæk. Det fortjener du, din partner og jeres parforhold.

Sandheden er desværre, at de færreste har lært at sætte ord på deres behov. Få gang i den helende kommunikation med dybe spørgsmål. Du downloader det hele lige her: Camille Essther – Spørgsmål – Hvor står vi lige nu

En redder, et offer eller en bøddel, er desuden også 120% over i andre, hvilket i sig selv svarer til at være stukket af hjemmefra. Og så kan man jo i sagens natur ikke handle i kærlighed.

Ingen skal reddes.

Punktum.

Jo, jeg ved godt, at det er dét vort samfund lægger op til. Ingen må lide. Alle skal reddes på målstregen, og helst før.

Som jeg ser det, så går vi mere op i at eliminere ubehag, snarer end at OPTIMERE GLÆDEN. Det skaber mennesker som hele tiden vil redde og reddes.

I min verden har vi alle hver vort ansvar, og det er uansvarligt at mase sig foran og fratage andre deres potentiale.

Men mennesker som ønsker at hjælpe andre, eller forandre verden, er ofte vokset op med følelsen af at have ansvar for andres lykke og velfærd.

Dette kan lyde som et skønt og medfølende menneske, empatisk og hjælpsomme, hvilket man sikkert også er, men det rummer skjulte farer.

Vi “redder” når vi forsøger at gøre ting FOR andre mennesker, i stedet for at hjælpe dem til at gøre det selv.

Eller når vi ofrer vores egne behov for andre, eller forsøger at beskytte dem, eller tror vi ved hvad der er bedst for dem.

Sagt med andre ord, i stedet for at lære nogen at fiske, kommer vi og afleverer friskfanget fisk, og føler os nu rigtig gavmilde.

I stedet for at spørge; “HVORFOR har du mon ondt i hovedet”, så stikker vi dem en panodil, og dækker dermed over årsagen med en ydre løsning.

Alle har deres egen udviklingsvej, og en redder skal holde snitterne for sig selv. Hvordan skulle man ellers kunne se sin egen vej?

I dag har jeg selv taget ansvar for at steppe ud af redderollen, og dermed givet min mand, mine børn, mine forældre, mine veninder, minde kunder, og sandsynligvis mange flere muligheden for at slippe offerrollen. Der findes jo ikke en redder uden en offer, og i virkeligheden er redderen også et offer når det kommer til stykket. Æv…

Ud af dramatrekanten.

Ind i kærligt ansvar.

For det er kun i kærligt ansvar vi kan se klart. Helt klart. Et sådan udsyn har vi slet ikke inde i dramatrekanten.

Prøv selv at reflektere over følgende;

Hvad spejler andre i mig?

Hvad ligger lige til højrebenet for mig, også selvom det ikke er nærende?

Og er det i så fald stadig et åbent sår?

Eller et begyndende og smukt ar på min krop?

Det er kun inde i dramatrekanten vi føler os ensomme og alene. Derinde er vi alle nemlig ofre i sidste ende.

Step ud.

Step op.

Og opdag kærligheden i hjertet.

Tag en tur forbi Familieopstilling. Her ligger der masser af guld gemt.

Husk også at vande dig selv, så du ikke knaser.

Akkurat som du også har brug for de terapeutiske olier, fordi de er natur ligesom dig.

Ses vi i min Lounge?

Vil du have en
lydfil til din mave?

 

Du lander på min liste, så du får søde breve fra mig. Du kan let strege dig igen.