Tandlægeskræk handler ikke om tandlægen

Det handler om et gammelt traumespor.

Og for mit vedkommende stammer det helt tilbage fra 1973, da jeg var indlagt og i behandling for meningitis.

Men det kan også handle om alt mulig andet. Hvad som helst, som en gang fik dig til at føle utryghed, svigt, rædsel, tab, overgreb, eller noget helt femte…

Og hele min barndom, mine teenageår og voksenalderen har jeg været en afskyelig kunde hos tandlægen; gentagne besvimelser. Hyperventilering. Panik og gråd. Ringe mulighed for smertedækning. Og tynd mave. Sidstnævnte mærkede tandlægen i sagens natur intet til, og heldigvis for det…

JEG VAR RÆDSELSSLAGEN.

Mildest talt.

Hver gang.

Både før, under og efter.

Jeg kunne slet, slet ikke fordøje det.

Jeg så derfor heller ingen anden udvej end at stoppe mine tandlægebesøg, tilbage i 2006.

Ja, jeg ved det, det er mange år. Men sådan er det når et traume kører med os.

En ganske almindelig lørdag morgen

– november 2019, skulle imidlertid ændre min traumevej. En enkel bid af en tebirkes, knækkede en bid af min ene kindtand. Men det var jo blot dråben, for med til historien hører, at tanden igennem længere tid havde værket og ulmet. Den havde forsøgt at få mig i tale, fordi der var noget den ville sige.

Tanden handler om fjerne relationer; arbejde og gøremål. Og knokler vi, så værker vores 6ér tand. Hvilket jo er fint, for det skal den, når den vil have os til at slappe af. Det er ikke meningen vi skal knokle.

Rigtig mange mennesker døjer med 6ér tanden. Enten er den helt udboret, eller så er den hevet ud. Men vi er jo også en generation af knoklende individer, som sælger vores dyrebare tid, for at få smør på brødet. Helt misforstået.

Gennem de sidste par år har jeg derfor også justeret kraftigt i mine gøremål. Reduceret og reduceret og reduceret. Men alligevel, og dybt inde i mig, var der stadig en rum som knoklede. Tanden talte sit tydelige sprog…

Og nu var der ingen vej udenom. Fuck, fuck, fuck… jeg SKULLE til tandlægen!

Jeg var døden nær – igen – for det var jeg jo i 1973. Traumet stod nu lyslevende foran mig og hæv og flåede i mig. Kroppen kender ikke tid og sted, den ved bare at oplevelsen ikke er helet.   

Allerførste skridt bestod i at finde en tandlæge.

En tandlæge med ZEN-energi.

En tandlæge med rummelighed for sådan en som mig.

En tandlæge med al den tid i verden som jeg behøver.

Næste skridt var at bestille tid til undersøgelse. Det i sig selv var vildt stressende. Jeg malede fanden på væggen, i telefonen, til receptionisten, men det tog hun nu meget roligt. Pyha, så langt så godt…

Dagen oprandt for undersøgelsen

Jeg kunne slet ikke holde det ud.

Jeg kunne slet ikke være i mig selv.

Jeg var sikker på, at de ville dømme mig som værende et dårligt menneske.

Jeg var sikker på at jeg ville besvime.

Jeg var sikker på, at de IKKE kunne rumme mig (alle ovenstående ord er traumet det taler).

I venteværelset skulle jeg svare på en masse spørgsmål; på en skala fra 1-10 hvor slemt føles det så?

100.000.000 !

Har du haft tandtraumer? Ja, læssevis… skrev jeg….

En sød kvinde inviterede mig ind, og vi gennemgik mine spørgsmål. ”Du skriver læssevis af tandtraumer, har du nogensinde smadret en tand?

Øh, nej… svarede jeg.

”Århh, hvor er du sød! Sagde hun, og tog min hånd; ”Sådan svarer mennesker med ekstrem tandlægeskræk”.

Vi talte videre, og dybere ind i mit traume. Jeg følte mig rummet, set og hørt, alt imens tårerne løb ned ad kinderne på mig.

Der blev taget billeder af mine tænder. Hele vejen rundt. Op og ned. Ind og ud. Alene DET gav anledning til snert af hyperventilation.

”Du har nogle rigtig fine tænder, og jeg kan sagtens se at du har plejet dem flot, selvom du ikke har været hos tandlægen i mange år”.

Hun fortsatte…

”Du har et stort hul i den bagerste tand, og den vil jeg gerne forsøge at redde inden vi tager os af den der er knækket”

Åh ja, min bagerste tand, det giver SÅ god mening. Tanden står nemlig for ”overmagten”, og hvis der er en overmagt jeg har haft modstand på, så er det i den grad ”den onde tandlæge, som vil bestemme over mig”. Jeg har også haft et andet stort issue kørende, om en anden slags overmagt. Begge dele er i gang med at hele inde i mig. Tanden vidner herom.

Vi aftalte en tid for redning af den bagerste 7ér tand, og jeg kunne køre hjemad.

YES, I DID IT!

Jeg havde fandme været hos tandlægen, og de var VILDT søde! Jeg tror faktisk ikke min mand kunne tyde mine ord i telefonen, da jeg ringede på vej hjemover. Jeg græd af bare lettelse, men også af frygt for den forestående tandlægetid.

Tirsdag den 26. november 2019 kl 11.15 blev vendepunktet.

Jeg påførte to nøje udvalgte olier; Copaiba og Peace på hals og hjerte.

Jeg tappede i timerne inden min mødetid.

Min søde veninde kørte med mig. Hun skulle favne og holde mine fødder, og minde mig om jordforbindelsen.

Jeg havde min healende kæde og armbånd på.

I venteværelset vekslede jeg hele tiden mellem død og ”det skal nok”. Mit traume blafrede løs.

Men…

Tandlægen gik helt anderledes til værks, end jeg nogensinde havde prøvet før.

Stolen blev kun kørt en anelse tilbage. Der blev afholdt at utal af pauser med fokus på vejrtrækningen. Jeg fik massage via den pude som lå placeret i stolen under mig. Hver gang tandlægen borede talte hun til 5, og stoppede straks på 5 med øjenkontakt og fokus på vejrtrækning. Min veninde holdt mine fødder, og huskede mig ligeledes på at trække vejret. Jeg blev hele tiden orienteret om hvor langt vi var nået, og hvad der skete. Og mærkede jeg det mindste blev jeg dopet med endnu mere bedøvelse, for som hun sagde; ”Det må IKKE gøre ondt. Intet må gøre ondt på dig”.  

Efter et par timer – incl et hav af bedøvelser – var det overstået. Stolen kørte op, jeg mødte min venindes blik og hørte hende sige; ”Det klarede du SÅ godt!”

Ja, det gjorde jeg, og jeg blev hverken dårlig eller besvimede! Endnu en gang fik tårerne frit løb, men denne gang af ren og skær lykke. Jeg følte mig som verdens letteste kvinde. Tandlægen fik også en krammer.

YES, I DID IT!

Og hvad med 6ér tanden, som knækkede, hvad sker der lige med den? tænker du måske…

Jo, ser du, den er død, og den skal ud.

Det er SLUT med at knokle

Helt slut.

Og jeg har besluttet IKKE at indsætte en erstatning. Punkt et, så vil jeg ikke se kunstig ud. Punkt to, så nægter jeg at genoptage knokleriet. For det kan man jo netop komme til med et implantat; man giver sig selv en ny mulighed for at fucke det hele op en gang til. DET VIL JEG IKKE.

I skrivende stund er JEG VERDENS LYKKELIGSTE KVINDE, for jeg er ikke længere rædselsslagen for mit næste tandlægebesøg den 10. december 2019.

YES, I DID IT… jeg healede mit traume! Takket være min egen råstyrke, den rummelig tandlæge, min venindes helende hænder, min elskede families kærlige ord, min helende kæde og armbånd, egen tapping, de essentielle olier, clairvoyante ord og trøstende smsér fra søde venner.

Og du kan jo bare kopiere mig!

Ja, så lang tid kan et traume overleve: 1973-2019

Ingen symptomer, sygdomme eller skader kan løses på det plan hvor det optræder. Vi er nødt til at stige op til et højere niveau for at finde løsningen!

BodyTranslation© translating symptoms to love – NYT HOLD HVERT ÅR!

Al heling af symptomer bliver aktiveret gennem kærlighed.

Således fungerer Metasundhed. Således oversætter man kroppens sprog. Således taler det spirituelle. Og således heler man.

Flere ord fra min notesblok – TRYK HER

Vil du have en healing til din mave?

 

Du lander på min liste, så du får søde breve fra mig. Du kan let strege dig igen. 

Share via
Copy link
Powered by Social Snap